Tiltrængt sejr var ved at blive smidt væk

Kampen kort: 2-0, 5-5, 8-8, 8-11,13-15, (14-16), 17-17, 19-19, 22-21, 24-22, 26-23, 27-26
Målscorere: Lasse Mikkelsen 8, Lasse Kok Hansen 5, Magnus Kristensen 4, Christian Stuhr 4, Niels Hansen 2, Henrik Sørensen 2, Casper Grønnegaard 1 og Joachim Krüger 1

Efter to kampe i streg mod tophold, så var det et hold fra den anden ende af rækken som lørdag eftermiddag gæstede Ullerslev Kultur- & Idrætscenter. Der var derfor to meget vigtige point på spil. TPI Odense kunne spille sig lidt væk fra nedrykningsstregen, imens vi skulle forsøge at fange holdene over stregen.

Kampen startede i et meget højt tempo hvor vi efter kort tid var oppe 2-0, inden udeholdet reducerede til 5-5 efter 10 minutters spil. De to fynske mandskaber fulgtes ad de næste fem minutter hvor der stadigvæk var balance i regnskabet. Herefter fik udeholdet et lille overtag på kampen med tre mål i streg, og de var derfor oppe 8-11. Vi fik ikke fat i udeholdet, og efter de første 30 minutters spil var stillingen 14-16, og der skulle derfor findes nogle værktøjer frem hvis vi skulle have noget med fra kampen.

Der skulle gå ti minutters spil før vi igen fik helt fat i Odenseanerne og der igen var balance i regnskabet ved stillingen 17-17. Små ti minutter senere var der stadigvæk ingen af holdene der havde formået at trække fra, og vi gik derfor ind i den afgørende periode af kampen med en helt åben kamp. Herefter begyndte vi at skabe et overtag i kampen og med otte minutter igen af kampen skabte vi en to-måls føring med stillingen 24-22. Den føring blev udvidet til tre med under fire minutter igen ved stillingen 26-23 og det lignede derfor at sejren var i hus, især efter at en periode med to mand i undertal ikke blev tabt. Tre angreb i træk skabte vi 100% chancer, men alle angreb blev misbrugt, og derfor kom TPI helt ind i kampen igen. Med lidt over et minut igen scorede udeholdet på et straffekast til 27-26, og dermed var en sikker føring ved at sættes over styr. Værre blev det da en ellers velspillende Lasse Mikkelsen brændte fra en spids højre fløj. Dermed havde TPI godt og vel 20 sekunder til at stjæle det ene point. Heldigvis blev angrebet aldrig rigtigt farligt, og Casper Grønnegaard kunne med en parade i forsvaret afværge den helt store skuffelse, og to meget vigtige point kunne fejres!

Cheftræner Anders Bo Petersen var også tilfreds med de to point, selvom han syntes det holdt lige hårdt nok.

“Jeg synes vi spiller en rigtig fin anden halvleg. Efter 2 rigtig gode kampe mod Middelfart og Kerteminde, så faldt vores forsvar lidt i starten af kampen. Vi får ikke rigtig fat i deres skytter og de får alt for lette mål. Det bliver langt bedre i 2 halvleg, hvor jeg også synes vi presser tempoet lidt. Vi spiller den bedste angrebskamp længe efter en rigtig god træningsuge. Desværre brænder vi lidt for meget til sidst, for vi skal vinde større end vi gør. Jeg tror vi brænder 4 alene med målmanden til sidst. Vi får dog en god sejr, som jeg også synes var helt fortjent. Til sidst synes jeg også alle byder ind i dag. Det er sindsygt vigtigt at folk kommer ind fra bænken, og giver den gas som de gør i kampen.”

Anders Bo Petersen, cheftræner SUS Nyborg

På lørdag venter et mindst lige så vigtigt opgør når vi møder bundholdet Kolding HK/KFUM som kun har skrabet to point sammen. Med en sejr vil vi skabe et solidt forspring til den direkte nedrykningsplads, og samtidigt kravle længere op i tabellen. Kampen spilles lørdag den 11. december i PULZION, Kolding klokken 15.00.