Mikkel Godskesen er ny assistenttræner for 2. divisionsherrerne
Kort efter at oprykningen var en realitet til 2. division præsenterede vi Carsten Højgaard som ny assistenttræner til den kommende sæson. Af personlige årsager har han desværre valgt at trække sig igen, men vi har fundet en fuldgodserstatning i klubmanden Mikkel Godskesen, som bytter pladsen i målet ud med en plads på bænken.
Tidligere på ugen fik klubben en nedslående nyhed fra Carsten Højgaard, som af personlige årsager måtte trække sig som assistenttræner inden sæsonen overhovedet var kommet igang. Siden da har vi været på jagt efter en overtager, og han er nu fundet i egne rækker.
Der er tale om 32-årige Mikkel Godskesen, som har været i klubben i rigtigt mange år. Mikkel var som målmand i sidste sæson med til at sikre oprykningen til 2. division – en plads han gennem mange år har haft i SUS Nyborg-trøjen. Derudover har han også været sportschef, ligesom han har været en del af eliteudvalget i mange år. Derfor er det en mand, som kender klubben ind og ud, som skal hjælpe cheftræner Kristian Klitgaard i den kommende sæson.
Mikkel Godskesen ser frem til sin nye rolle, hvor han især skal koncentrere sig om målmændene i klubben.
“Mine forventninger til den kommende sæson er helt sikkert at byde ind med mit store kendskab til klubben, så vi sammen kan opnå de mål, som vi har sat os. Derudover glæder jeg mig også til at lære en masse af Kristian, som jeg muligvis kan bruge senere hen. Jeg tror helt sikkert på, at jeg har en del at byde ind med, og jeg håber at jeg i samarbejde med Kristian kan præstere en god sæson i 2. division.”
Kristian Klitgaard er også meget tilfreds med beslutningen om at tilknytte Mikkel.
“Jeg er rigtig glad for, at Mikkel har sagt ja til at være assistenttræner næste sæson. Mikkel kender vores værdier som hold, og som klub, da han selv var spiller på holdet sidste sæson. Derfor ser jeg meget frem til at have Mikkel med omkring holdet igen i næste sæson- nu bare i en anden rolle.”
Mikkel starter i sin nye rolle allerede fra den kommende uge af, og vil derfor være med på bænken i træningskampen på torsdag ude mod Kolding IF 2.
Qua sin nye rolle, så har Mikkel ligeledes valgt at forlade hans post i Eliteudvalget for at koncentrere sig 100% om arbejdet på bænken, ligesom han også er blevet far, og dermed ønsker at bruge tiden udenfor hallen med familien.

