Herrerne vandt returkampen med de magiske fire mål, og overlever dermed i 2. division med samlet mindst mulig margin
En sejr på minimum fire mål var det ufravigelige krav i returopgøret mod Odder Håndbold 2 hvis herrerne skulle overleve i 2. division, og der var spænding for alle pengene, som i kampens anledning var gratis. Odder havde til sidst muligheden for at reducere til 25-22 og dermed sende kampen ud i straffekastkonkurrence, men chancen forpassede, og dermed tog herrerne den samlede sejr med mindst mulig margin i en meget velbesøgt Ullerslev Kultur- & Idrætscenter. I forhold til det første opgør var defensiven frygtindgydende, og det var helt klart kilden til den samlede sejr.
2. kvalifikationskamp til 2. division herrer |
SUS Nyborg (12) 25-21 (9) Odder Håndbold 2 |
Kampens gang 3-3, 5-4, 6-5, 9-6, 10-8, (12-9) 14-11, 16-14, 19-16, 21-16, 22-17, 25-21 |
Spillerstatistikker (mål/skud) Chris Petersen (7/10), Lasse Mikkelsen (5/5) Hans Pedersen (4/4), Magnus Kristensen (4/7) Thomas Stuhr (2/2), Kristian Nederby (1/3) Martin Mauer (1/3), Kristian Klitgaard (1/5) Casper Grønnegaard (0/1) og Niels Hansen (0/0) Redningsprocenter (redninger/skud imod) Sune Thisted 38% (13/34) Rasmus Lindebod 100% (1/1) |
Kampens SUS Nyborg-spiller Sune Thisted |
Samlet resultat |
Tirsdag aften skulle herrernes sæson afsluttes, og det var med en skæbnekamp. Efter nederlaget på 37-34 i Spektrum Odder torsdag aften, så var vi pisket til at vinde med minimum fire mål, hvis vi skulle bevare vores status som 2. divisionshold i den kommende sæson. Der var til kampen arrangeret fri entré, fri slush ice til børnene og gratis fadøl/sodavand til de første 100 tilskuere, og det var noget der blev taget godt imod. Det var en meget velbesøgt Ullerslev Kultur- & Idrætscenter der lagde halgulv til opgøret, og nu hvor scenen var sat, så skulle det hele afgøres på de 20×40 meter.
Kampen startede meget lige, og det var tydeligt, at vi havde lært fra den første kamp, hvor vi lynhurtigt hang langt efter. Sune Thisted viste fra starten af kampen, at han havde glemt den første kamp, og viste sit sande talent, og det høje niveau fortsatte kampen ud. Efter tyve minutters spil kom udligningen så af det samlede resultat, da vi kom på 9-6, og så begyndte de mange fremmødte tilskuere at skabe en god stemning i hallen. Føringen holdt halvlegen ud, og derfor var de to hold helt lige i den samlede stilling, da tiden løb ud for første halvleg. 12-9 var føringen, hvilket var i skærende kontrast til det første opgør, hvor stillingen på samme tidspunkt var hele 20-18.
Det stod næsten skrevet fra starten, at det ville blive en neglebidder i tirsdagens kamp, og der var da heller ingen af de to hold, som mistede koncentrationen. Derfor fortsatte kampen med at være meget spændende, og det lignede, at vi skulle langt frem i kampen før den endelige vinder kunne findes. Odder var i perioder foran i det samlede regnskab, da de reducerede afstanden til to mål, men alligevel sad man ikke med følelsen af, at Odder ville komme helt tilbage. Dertil sad forsvaret simpelthen bare lige i skabet, i forhold til det første opgør, ligesom også at Sune Thisted fortsatte sit høje niveau i målet.
Med ti minutter igen ad opgøret var føringen pludseligt øget til fem mål ved 21-16, og så begyndte folk så småt at tro på den samlede sejr, selvom at vi aldrig helt fik vristet jyderne af. De to målmænd stod fremragende, og derfor lavede de to hold kun ét mål hver i de næste fem minutter. Især en 4-2 forsvarskombination lykkedes flot, hvor Odders klart farligste mand Lasse Rosendahl blev taget ud af kampen, hvilket de andre Odder-spillere havde svært ved at løse. I det første opgør straffede Odder os prompte da vi gik i 7 mod 6, og der havde de det fint med at bytte mål, da de på daværende tidspunkt førte med seks mål. Nu var det pludseligt os der kunne leve med at bytte mål, og derfor blev 7 mod 6 igen taget i brug. Odder stolede stadigvæk meget på deres taktik med at lade Magnus Kristensen med trøjen få frit skud i håb om en redning, og ellers stod de klar ved midterlinjen til at sende bolden i det tomme net bagefter. Det betød at vi igen blot byttede mål, og vi dermed holdte Odder på de magiske fire mål, som gjorde at vi ville tage den samlede sejr. Med under ét minut igen og stillingen 25-21, så kunne kampen blive afgjort ved en scoring, men med 20 sekunder tilbage af opgøret får vi dømt overtrådt imod os, og så havde Odder muligheden for at reducere forspringet til tre mål, og dermed sende kampen i straffekonkurrence. Den chance bliver aldrig rigtigt stor, da vi igen stod eminent i forsvaret. Med et sekund tilbage af opgøret fik en veloplagt Kristian Nederby tacklet angrebet ned, hvilket endte i et frikast. Det skulle tages efter tid, og her skød Odders store oplevelse Lasse Rosendahl forbi mål, og så kunne hallen bryde ud i stor jubel.
Sejren på 25-21 var i hus, og dermed den samlede sejr på 59-58, som betyder at herrerne igen er at finde i 2. division i den kommende sæson.
Vi takker Odder Håndbold 2 for to gode håndboldkampe, som blev afviklet på et højt niveau med to hold, som bestemt ville have sin berettigelse i 2. division. Heldigvis gik pladsen til os, og herrerne kan dermed gå på sommerferie efter en meget flot sæson, i en meget svær 2. division, hvor det overordnede mål var overlevelse.
Tak til alle jer der har været i hallerne gennem hele sæsonen og bakke op omkring begge vores 2. divisionshold, og vi håber at I igen kommer i vores to haller i den kommende sæson.