Herrerne vandt ægte 4-points kamp, og rykkede to pladser op i tabellen
Et nederlag ville have sendt herrerne på sidstepladsen, imens en sejr ville sende dem to pladser op i tabellen i tirsdagens 4-points kamp. Det blev til to vigtige point, med en sikker sejr på 37-31 over bundholdet fra Sønderborg Håndbold 2, efter en pausestilling på 14-16. Med sejren er der er nu tre point ned til rækkens nederste plads.
2. division herrer, pulje 2 |
SUS Nyborg (14) 37-31 (16) Sønderborg Håndbold 2 |
Kampens gang 2-2, 4-3, 6-8, 12-12, 13-14, (14-16), 17-18, 21-19, 25-21, 28-22, 32-27, 37-31 |
Spillerstatisikker (mål/skud) Chris Petersen (11/12), Lasse Mikkelsen (9/11) Magnus Kristensen (5/6), Kristian Klitgaard (4/6) Kristian Nederby (4/7), Martin Mauer (2/3) Casper Grønnegaard (1/1), Hjalte Højgaard (1/2) Niels Hansen (0/1) og Thomas Stuhr (0/0) Redningsprocenter (redninger/skud imod) Sune Thisted 29% (5/17) Rasmus Lindebod 24% (6/25) |
Kampens SUS Nyborg-spiller Chris Petersen 57,1% af stemmerne) |
Af Jeppe Kok Ejlersen
Det var en flok spændte og opsatte drenge der tirsdag aften betrådte banen i Nyborghallerne. En kamp, som nok meget enkelt kunne beskrives som sæsonens hidtil vigtigste kamp blev spillet i herrernes 2. division. Modstanderen var Sønderborg Håndbold 2, og til kampen havde havde de ladet alle ligaspillerne blive på Als. Det var rækkens sidste- og næstsidsteplads, som skulle kæmpe om to meget afgørende point, så det var bestemt positivt nyt at se Sønderborgs holdkort, selvom de stadigvæk rådede over mange dygtige unge spillere, krydret med et par rutinerede spillere med tidligere ligaerfaring.
Kampen startede en smule rodet, og det var hele tiden udeholdet der var i teten, og foran med 1-2 mål. Et større forspring fik de dog ikke i løbet af første halvleg, men det var også kun i starten af kampen at vi førte på tavlen. Sune fik ikke rigtigt fat i målet, og han blev erstattet af Rasmus Lindebod i målet, som heller ikke rigtigt fik de nødvendige redninger. Heldigvis flød vores angrebsspil på et godt niveau, og derfor kom Sønderborg aldrig ud af syne. Ved pausetid stod der 14-16 på tavlen, inden Kristian Klitgaard skulle forsøge sig på et frikast efter tid. Skuddet røg i paraden, men en af Sønderborgs spillere kastede sig ned på halgulvet, hvilket fik dommerne til at uddele Kristian et rødt kort. Et meget tvivlsomt et, da det unægteligt så ud til, at bolden ramte armen på modspilleren. Uden Kristian Klitgaard var det nu op til de andre at tage over efter pausen.
Der gik ikke lang tid af anden halvleg før vi igen havde kontakt med Sønderborg, og da vi så først kom foran, så vi os ikke tilbage. Et sprudlende angrebsspil, som sjældent set i denne sæson farede vi igennem Sønderborgs hullede forsvar, og da Rasmus også begyndte at finde lidt redninger frem, så begyndte presset at lette fra skuldrene. Især Chris Petersen og Lasse Mikkelsen spillede en sprudlende angrebskamp, og var stærkt medvirkende til at vi sikkert kunne køre sejren i hus på hele 37-31, og indkassere to livsvigtige point. Hele 23 mål i anden halvleg blev det til, hvilket viste hvilken enorm kvalitet holdet besidder når spillet flyder.
Med sejren rykker herrerne fra tiende- til ottendepladsen, og fik etableret en afstand til Sønderborg på tre point på den forkerte side af stregen. Ligeledes vil vi også ved pointlighed være bedre indbyrdes, hvilket også kan vise sig at være rigtigt vigtigt.
Chris Petersen blev fortjent kåret som kampens spiller, og han satte efter kampen ord på opgøret, og han var meget glad for de to point, og en fridag på torsdag. Hør hvad han sagde her.
Næste opgave for herrerne er af en helt anden kaliber. Fredag den 23. februar drager de til sydfyn hvor rækkens førerhold fra Faaborg ØH tager imod i Rise Sparekasse Forum. Den kamp fløjtes op klokken 19.30. Næste hjemmekamp er torsdagen efter den 29., hvor der venter endnu et meget vigtigt opgør om point i den tætte bundstrid. Her kommer GOG Håndbold 2 på besøg i Ullerslev Kultur- & Idrætscenter klokken 19.30.