Alt skal afgøres den 4. april: Herrerne tabte i Give, men redder sig med en sejr i sidste kamp

Herrerne skulle forsøge at hente to vigtige point ude mod Give HK, hvor vi har gode minder fra. Desværre blev det ikke til endnu et minde fra Ikærhallen, da vi kunne rejse hjem med et nederlag på 36-31. Heldigvis for herrerne, så levede Faaborg ØH op til favoritværdigheden, og slog Rækker Mølle. Dermed skal alt afgøres i Nyborghallerne den 4. april, når netop Rækker Mølle Håndbold 2 kommer på besøg. En sejr der vil sikre herrerne overlevelse i 2. division, mens uafgjort eller nederlag, vil betyde nedrykningskampe.

2. DIVISION HERRER, PULJE 2
Give HK (17) 36-31 (15) SUS Nyborg
Kampens gang
5-3, 6-6, 8-8, 10-9, 12-12, (17-15)
20-17, 23-20, 26-22, 29-25, 32-28, 36-31
Spillerstatistikker (mål/skud imod)
Chris Petersen (7/12), Kristian Nederby (5/5)
Kristian Klitgaard (5/11), Casper Grønnegaard (4/4)
Magnus Kristensen (4/7), Martin Mauer (3/4)
Lasse Mikkelsen (3/6), Hans Pedersen (0/1)
Niels Hansen (0/0) og Thomas Stuhr (0/0)
Redningsprocenter (redninger/skud imod)
Sune Thisted 17,6% (6/34)
Rasmus Lindebod 11,1% (1/9)

Fredag aften skulle herrerne på en svær opgave ude mod Give HK. Et hold der kun havde tabt to hjemmekampe i denne sæson mod de to tophold Otterup HK og Faaborg ØH. De fik dog revanche i Santander Cuppen mod Otterup, da de ekspederede dem ud af turneringen efter forlænget spilletid i ugens løb. Derfor var det et hjemmehold fuld af selvtillid, som kæmpede for tredjepladsen i rækken, efter en svær start med mange skader. Herrerne kæmpede derimod om vigtige point i bunden af rækken, hvor tiendepladsen og nedrykningskampe var på spil. Her var både vores egen kamp, men også en kamp mellem Rækker Mølle 2 og Faaborg ØH afgørende for, om det skulle afgøres idag, eller i en altafgørende kamp mod netop Rækker Mølle 2 i sidste spillerunde.

I en proppet Ikærhallen, var man vidne til en første halvleg, som var en tæt affære, hvor ingen af holdene havde nogen store føringen. Give kom utroligt let til chancerne, men spillede også en flot omgang håndbold, så det gjorde det svært både for målmand og forsvar at dæmme op for det. Samtidigt var der skidt nyt i Rækker Mølle, hvor hjemmeholdet var altdominerende mod Faaborg ØH, og førte med fem mål. Heldigvis fik Faaborg igen fat i Rækker Mølle, imens vores kamp stadigvæk var meget tæt, hvor ingen af de to målmænd for alvor fik fat i noget. Med fem minutter igen af første halvleg var stillingen 12-12, men desværre var Give skarpe, og kunne dermed gå til pause foran 17-15. Præcis samme resultat var også stillingen ved pause i Rækker Mølle, så noget skulle ske i en af hallerne i anden halvleg, hvis vi ikke allerede skulle være sikre på nedrykningsspillet.

Give tromlede videre i anden halvleg, og de spillede generelt bare en rigtig flot håndboldkamp, hvor alt fungerede for hjemmeholdet. Gives målmand fik bedre fat, men Rasmus Lindebod som fik chancen fra starten af anden halvleg fik slet ikke fat, og forlod igen banen efter små ti minutter ved stillingen 23-19. Desværre fik vi aldrig rigtigt fat i hjemmeholdet igen, og derfor var det med en afstand på fire mål langt det meste af tiden i anden halvleg. Herrerne gav dog aldrig op, men hjemmeholdet var bare for stærke på dagen, og derfor forlod de også Ikærhallen med et nederlag på 36-31.
Dermed var der kun en ting der kunne redde os fra nedrykningsspillet, og det var vores sydfynske venner fra Faaborg ØH. Heldigvis fik de vendt skuden, og gik fra 19-15 til 21-23, især takket være vores tidligere målmand William Asmussen som lukkede helt af. Det endte med en Faaborg-sejr på 29-34, og derfor er regnestykket ganske simpelt inden sidste spillerunde. En sejr vil sikre os endnu en sæson i 2. division, imens uafgjort eller et nederlag, vil sende os ud i to drabelige opgør mod en 2’er fra 3. division, om en fortsat plads i 2. division.

“Vi spiller bare mod et hold, som bare spiller bedre i dag. Vi spiller på alle måder egentligt en rigtig flot håndboldkamp idag, men vi møder bare et hold, hvor alt fungerer, og hvor de er os overlegne i mange af spillets facætter. Vi mangler redninger idag, men det er mest af alt Gives fortjeneste, da Sune og Rasmus fik meget svære vilkår. Nu venter der en alt eller intet kamp, og der håber jeg meget på, at vi kan fylde Nyborghallerne, så drengene kan få den bedst mulige opbakning i kampen om overlevelse.”

Cheftræner, Krisitan Klitgaard

Derfor bedes i allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen den 4. april klokken 20.00, når herrerne skal spille den altafgørende håndboldkamp mod Rækker Mølle Håndbold 2, om at undgå nedrykningsspillet. Før denne kamp spiller damerne deres sidste turneringskamp, når de klokken 18.30 får besøg af Kolding HK/KFUM.

Inden da, så skal herrerne lige have spillet en anden stor håndboldkamp. På tirsdag den 26. marts kommer ligaholdet fra KIF Kolding på besøg i Nyborghallerne, når den står på pokalhåndbold i Santander Cuppens 5. runde. Den kamp fløjtes op klokken 20.00, og her ser herrerne også gerne en stor opbakning, så de kan forsøge at lave den store pokaloverraskelse.