Kristian Klitgaard forlænger med ét år

Cheftræner Kristian Klitgaard kom til klubben for snart to år siden, og formåede i sidste sæson, at sikre oprykningen til 2. division. I denne sæson har Kristian også fået en rolle indenfor stregerne, hvor han sammen med resten af holdet kæmper en hård kamp for det overordnede mål, at klare skærene i en meget stærk 2. division. Nu har han valgt at forlænge aftalen med ét år.

Det var lidt af et scoop, da vi for to år siden tiltrak den tidligere Champions League-spiller Kristian Klitgaard til klubben, efter en meget hård sæson i 3. division. I hans første sæson opnåede han en flot oprykning til 2. division med 39 point ud af 48 mulige. Det var ét år inden at den overordnede målsætning var sat.

I den nuværende sæson har det overordnede mål været klart – overlevelse i 2. division, og den målsætning kæmpes der bravt for i en rigtig stærk række, hvor det mange gange har været lige ved og næsten i tætte kampe.

Uanset udfaldet af denne sæson, så er klubben helt sikre på at Kristian er den rigtige løsning, og vi er meget glade for at Kristian selv er meget tilfreds med samarbejdet. Udover en rigtig dygtig træner, så har hans enorme håndbolderfaring også båret frugt på banen, da sæsonen ikke startede som forventet. Tre spillere, der som udgangspunkt var tiltænkt vigtige roller stoppede i klubben, og Søren Toft rev korsbåndet over. Derfor trådte Kristian selv til, hvilket vi naturligvis også sætter kæmpe stor pris på.

Kristian Klitgaard siger selv om hans forlængelse.

“Jeg har valgt at tage et ekstra år i SUS Nyborg, fordi jeg virkelig nyder min tid her. Jeg tror på, at jeg stadig kan udvikle mig som træner, og der sker spændende ting, både på og uden for banen. Mine første to år har været fantastiske – jeg er blevet taget godt imod af alle, og jeg har fået stor opbakning til mine trænerprincipper, hvilket har gjort det let at falde til. Jeg ser virkelig frem til at fortsætte mit arbejde med de fantastiske drenge, der er med til at gøre SUS Nyborg til et fantastisk sted at være.”

Vi glæder os til endnu et år med Kristian ved roret, og forhåbentligt bliver det igen i 2. division, hvor vi bestemt har bevist vores berettigelse.