Interview med Daniel Lundsgaard, om tiden i SUS Nyborg
I starten af det nye år, kunne vi melde ud at Daniel Lundsgaard stoppede med øjebliklig virkning i SUS Nyborg. Vi havde dog fornøjelsen af at se ham, for en sidste gang i kampen mod Grindsted GIF. Straks efter kampen, var han på vej mod København, hvor han startede på sit nye job i mandags.
Vi nåede dog lige at fange Daniel til en snak om hans korte, men gode tid i SUS Nyborg, inden han tog mod København.
“Jeg har været meget beæret over at have fået chancen for at udvikle mig i SUS Nyborg. Desværre blev det kun til en halv sæson, men det har været en god tid. Jeg kom fra en god tid i GOG, men det var sundt for mig at lære en anden form for håndbold, som der bliver spillet i SUS Nyborg.“
Også det at komme til et sted, hvor der blev ”nørdet” mere håndbold, er også været noget Daniel har sat stor pris på.
“I min tid på 2. divisionsholdet i GOG, og i ungdomsårene i GOG så vi meget lidt video, og nørdede ikke det store håndbold. I SUS Nyborg har vi brugt meget mere tid på det, og det er meget givent for at forberede sig til en modstander. Det har været meget spændende at være på et hold, hvor vi har brugt meget tid på at se video, og finde de små finesser i håndboldspillet, som vi skal være obs. på i kampene mod den givne modstander. Det giver også meget bedre mulighed for at fokusere på den næste kamp, fremfor at træne alment. I SUS Nyborg bruger man også meget tid på at snakke på enmandshånd med trænerne, og det er noget jeg har sat stor pris på. Her får man både mulighed for at ytre sine holdninger, men også få en masse konstruktiv feedback, som er med til at gøre en bedre.“
Træningerne har Daniel også været meget imponeret over, og han syntes at der er rigtig god sammenhæng i træningspassene.
“Vi træner fire gange om ugen, men alle træninger indeholder de samme fokusområder, hvilket gør det nemt at forberede sig på træningerne. Generelt syntes jeg at setuppet i SUS Nyborg er meget professionelt, trods statussen som en ”amatørklub”. Trænerne er også meget dygtige til at forstå den enkelte spillers styrker, og er ud fra det gode til at finde den helt rigtige rolle til en på holdet. Der er altid stor intensitet på træningerne, og holdet til kampene bliver sat ud fra træningerne, så ingen er sikre på at være på holdet, hvilket kun er med til at give meget mere liv til træning.“
Fællesskabet i klubben er noget, som Daniel har haft stor glæde af, og noget han vil huske tilbage på.
“Vi bruger meget tid sammen, både før og efter træning. Coronaen har selvfølgeligt sat sine spor på, at vi ikke har kunne være lige så sociale i denne sæson, som jeg har en følelse af man har været førhen. I forhold til eksempelvis i GOG, så har jeg følelsen af at man er tættere her i sådan en lille klub, hvor man også ved hvem man spiller sammen med, hvor det kan være meget forskelligt i de større klubber. Vi får især også meget ud af det dobbelte træningspas, hvor vi i mellemtiden får mad og hygger os sammen. Jeg har i SUS Nyborg fået mange venskaber. Sidst, men ikke mindst er de lange udebaneture heller ikke så lange, da vi oftest har noget vi laver fælles på turene.“
Daniel fortæller til sidst, at han fremover vil følge klubben, og give en anbefaling til alle folk, som har et talent, og en lyst til at udvikle sig, til at tage forbi SUS Nyborg.
“Jeg vil helt sikkert følge med i klubbens resultater fremover, og komme i hallerne når muligheden byder sig. Kæmpe tak til SUS Nyborg for et rigtigt godt halvt år, hvor jeg både personligt og håndboldmæssigt har rykket mig utroligt meget. SUS Nyborg har min klare anbefaling, hvis du har ambitioner med din håndbold, og vil spille med på højt niveau.“
Vi i SUS Nyborg siger mange tak for ordene, og ønsker ham al mulig held og lykke med livet i hovedstaden.