Håndboldlektion på Sydfyn: Damerne fik ørerne i maskinen mod rækkens tophold
2. DIVISION DAMER, PULJE 2 |
Gudme HK (17) 33-15 (8) SUS Nyborg |
Kampens gang 3-3, 5-5, 8-5, 9-6, 14-6, (17-8), 19-9, 24-9, 28-11, 30-12, 33-13, 33-15 |
Spillerstatistikker (mål/skud) Emilie Dyhr (4/9), Dicte Kallestrup (3/3) Ida Lardy (3/3), Sofia Matthiesen (3/10) Celina Matthiesen (2/8), Stine Bjørn (0/1) Mette Rasmussen (0/7) og Louise Madsen (0/0) Redningsprocenter (redninger/skud imod) Mette Lindberg 31% (9/29) Katrine Torup 13% (2/15) |
Et amputeret damehold havde ingen chancer i dagens kamp, mod det absolutte tophold i rækken fra Gudme HK. Vi kunne være med i kampens første tyve minutter, men så kiggede hjemmeholdet sig derefter ikke over skulderen, og vandt med hele 33-15, og viste at de snart kan kalde sig et velfortjent 1. divisionshold. Desværre sendte nederlaget også damerne et skridt tættere på 3. division.
Damerne skulle lørdag aften forsøge at skabe den helt store sensation, da de besøgte rækkens absolutte tophold fra Gudme HK. 24 point var der mellem de to hold inden kampen, og derfor var det med noget bekymrede miner at damerne indtog gulvet i Phønix Tag Arena. Holdet var også taget til Sydfyn uden holdets klare topscorer Nicoline Hylleberg, da hun render rundt oppe i det kolde Grønland. Udover hende manglede også Victoria Riedl, Sheila Rasmussen og Sofie Nyholm. Til gengæld var der blevet plads til Louise Madsen for første gang i denne sæson, efter hun er vendt tilbage efter graviditet. Klubbens U19-hold var selv i kamp lørdag eftermiddag, og derfor var der heller ingen tilgang derfra.
Gudme HK lavede da også kampens første to mål, men derefter var det ikke til at se, at der var SÅ store forskel i tabellen mellem de to mandskaber. Gudme havde dog god succes med et fladt 6-0 forsvar, hvor målmanden blot stod og pillede de fleste afslutninger ude bagfra. Heldigvis stod Mette Lindberg også godt på mål i den anden ende, og derfor var stillingen kun 9-6 efter 20 minutter. Gudme HK er især kendt for deres kontraspil, men her fik damerne godt styr på returløbet, hvor de mødte de hurtige sydfynboer højt i banen. Desværre trådte hjemmeholdet aldrig på bremsen, og så måtte damerne slippe Gudme HK fri fra deres ellers fine jerngreb. Gudme vandt de efterfølgende fem minutter med 5-0, og de sidste fem blev tabt 3-2, og så kunne de to hold gå til pause med stillingen 17-8, og så var det bare et spørgsmål om størrelsen på sejren til hjemmeholdet.
Hjemmeholdet viste desværre ikke den store gæstfrihed, og de kom ud fra pausen med en hel anden energi, end de viste i starten af kampen. De første ti minutter vandt hjemmeholdet 7-1, og så begyndte det at se rigtigt alvorligt ud på tavlen. Det var desværre et damehold tappet for selvtillid og tro på tingene, mod et hjemmehold i en hel anden forfatning. Man må bare tage hatten af for Gudme HK. De er i en liga for sig selv i 2. division, og meget skal gå galt, hvis ikke de er at finde i 1. division i den nye sæson. 28-11 stod der på tavlen efter 45 minutter, og så fik damerne sat en prop i, og kun tabte det resterende kvarter med 5-4, og dermed kampen 33-15.
Med nederlaget er damerne nu otte point op til TPI-Odense på tiendepladsen, som giver adgang til nedrykningskampe for at blive i rækken, og de otte point har de seks kampe til at finde. Første forsøg på at hente point er søndag den 10. marts klokken 13.30 i Skovlund/Ansagerhallen mod Skovlund Ansager HK.