Damerne spillede sæsonens flotteste kamp, men er ude af Santander Cuppen
SANTANDER CUP DAMER 6. RUNDE |
SUS Nyborg (2. div.) (12) 21-24 (13) Fredericia HK (1. div.) |
Kampens gang 2-2, 3-6, 5-8, 9-8, 11-10, (12-13), 13-15, 14-17, 15-19, 18-21, 19-22, 21-24 |
Spillerstatistikker (mål/skud) Lærke Riget (5/8), Nicoline Hylleberg (4/7) Katrine Pedersen (4/8), Celina Matthiesen (3/3) Sheila Rasmussen (2/2), Sofia Matthiesen (2/6) Kamilla Pedersen (1/1), Emilie Dyhr (0/3) Stine Bjørn (0/3) og Iben Wang (0/0) Redningsprocenter (redninger/skud imod) Mette Lindberg 38% (14/37) Katrine Torup 0% (0/1) |
Damerne viste tirsdag aften hvad de virkeligt er lavet af, og spillede vel nok sæsonens flotteste kamp. De kæmpede med alt hvad de havde mod overmagten fra Fredericia HK, hvor især U19-spillerne og Mette Lindberg viste vejen. Trods den flotte indsats, så er pokaleventyret slut for denne gang, efter et nederlag på 21-24
Det var to hold som havde haft en rigtig svær sæson der mødtes i Ullerslev Kultur- & Idrætscenter tirsdag aften. Gæsterne fra Fredericia HK havde kun samlet fem point sammen i 1. division, imens damerne som bekendt kun har fået fire point på niveauet under i 2. division. Fredericia kom dog til kampen med et dugfriskt point mod DHG Odense, imens vi ikke havde fået point siden sejren over selvsamme DHGs andethold tilbage i november måned.
Det var dog ikke til at se fra kampens start, hvor pigerne viste stor mod, mod de noget mere fysisk stærke jyder. Efter et lille kvarter var vi nede med 4-7, men så viste vi stor klasse. På fem minutter fik vi vendt kampen på hovedet, og så tog udeholdet timeout ved stillingen 9-8. Det blev også 10-8, men så kom Fredericia tilbage igen. Få sekunder før pausen fik vi udlignet til 12-12, men Fredericia nåede desværre at få bolden til midten og score i det tomme net inden hornet lød, og så kunne Fredericia gå til pause foran 13-12.
Det er ikke unormalt i pokalkampe, at det undertippede hold kan være med til pausen, men så plejer det også at gå stærkt derfra. Derfor var det da også spændende at se, om vi kunne blive ved med at drille storfavoritterne fra 1. division. Udeholdet fik ret hurtigt etableret en tre måls-føring, men det slog ikke pigerne ud. Det meste af anden halvleg holdte vi Fredericia i en pæn snor, og det var ikke mindst takket være de fire U19-spillere som havde fundet plads på holdkortet til dagens kamp. De to tvillinger Katrine og Kamilla Pedersen, Lærke Riget og Iben Wang spillede det meste af anden halvleg, og de gik helt uimponeret til opgaven. Nærmest som vanligt var Mette Lindberg også en stor profil i målet, og hun reddede rigtigt mange store chancer, hvilket gjorde at man hele tiden troede på den helt store overraskelse. Desværre stod Fredericias ditto også en rigtig flot kamp, og derfor blev det aldrig rigtigt helt spændende. Med fem minutter igen af opgøret og stillingen 19-23 tog Kim timeout for at kaste alt på et bræt. Den mission lykkedes desværre ikke, og pludseligt fik Fredericia muligheden for at komme foran med seks. Det lykkedes ikke, og i stedet for lavede vi kampens sidste to mål, og kunne med oprejst pande forlade banen med et snævert nederlag på 21-24.
Dermed er der rigtigt meget, der kan tages med videre til sæsonens sidste fem kampe. Her er det dog kun æren der er på spil, efter at damerne med nederlaget til Skovlund Ansager HK i søndags måtte sande at nedrykning til 3. division var en realitet.
Næste kamp for damernes vedkommende er på søndag den 17. marts, når IF Stjernen, Odense gæster Nyborghallerne. Den kamp spilles klokken 14.00.