Sune Thisted vender hjem til SUS Nyborg

Sune Thisted har efter en sæson i Svendborg HK valgt at vende snuden hjem til SUS Nyborg, hvor han for alvor slog igennem i 1. division grundet skader til konkurrenterne i målet.

I den seneste 1. divisions-sæson lærte vi også et nyt navn at kende i SUS Nyborg-regi. Sune Thisted var i den sæson U19-målmand, men grundet skader til både Kasper Kousholt og William Asmussen blev vejen banet for dengang 19-årige Sune. Han greb chancen og stod flere store kampe på øverste hylde, hvor han imponerede trods hans unge alder. Derfor var det et stort tab for klubben da Sune valgte at prøve sig af i Svendborg HK i forrige sæson. Heldigvis er det lykkedes os at få Sune tilbage i den klub hvor hans store gennembrud kom, og det er derfor en målmand med et meget højt niveau som igen trækker SUS Nyborg-trøjen over hovedet i den kommende sæson. Vi har lige siden Sunes afsked i sidste sæson haft store forhåbninger, om at vi igen ville se den unge målmand i klubben, hvilket heldigvis allerede er sket et år efter at han tog turen til Svendborg.

21-årige Sune Thisted kommer til at danne målmands-duo med Mikkel Godskesen i den kommende sæson, og dermed har vi et målmandspar på allerhøjeste hylde i 3. division i den kommende sæson, hvilket stemmer overens med den målsætning vi har om igen at være med i den helt sjove ende.

Sune glæder sig over at være tilbage i den klub hvor hans målmandstalent for alvor tog fart.

“Jeg synes der er en rigtig god kultur i klubben, og et stærkt fællesskab som jeg gerne ville tilbage til. Jeg synes også at klubben har nogle gode målsætninger for, at holdet kan udvikle sig. Jeg har haft et rigtigt godt år i Svendborg, hvor jeg syntes at jeg har udviklet mig godt i samarbejde med de to mere rutinerede målmænd, som Svendborg har. Min ambition med SUS Nyborg er, at jeg sammen med mine holdkammerater, kan være med til at opbygge et hold som kan ligge i toppen af 3. division i den kommende sæson. Jeg har stadigvæk store ambitioner for min håndbold, og jeg føler at jeg kan udvikle mig yderligere både personligt, men også som håndboldspiller i SUS Nyborg.”

Sune Thisted, SUS Nyborg

Ligeledes ser cheftræner Kristian Klitgaard også meget positivt på at få den unge målmand at arbejde med, hvor han allerede nu har vist store kvaliteter i træningskampen mod Middelfart HK, hvor han stod med en redningsprocent tæt på de 50 i første halvleg.

Jeg er rigtig glad for, at Sune har valgt at vende hjem til SUS Nyborg ligesom Chris også har gjort. Sune har igennem de træninger han har været her, samt vores træningskamp mod Middelfart vist, at vi får en målmand med et meget højt topniveau.”

Kristian Klitgaard, cheftræner SUS Nyborg

Velkommen hjem, Sune!