Kursen var sat mod to sikre point, men Fyrtårnet i Tommerup ændrede den kurs

Det lignede en stille dag på kontoret i Fyrtårn Tommerup (Navnet på hallen), men det der lignede en sikker sejr mod bundholdet fra Tommerup HK blev til et enkelt point, efter vi kun lavede 3 mål de sidste 20 minutter.

3. DIVISION HERRER, PULJE 4
(11) 23 – 23 (16)
Kampens gang (Hvert 5. minut)
1-2, 4-5, 7-9, 7-11, 8-12, (11-16),
13-18, 14-20, 17-20, 19-21, 21-22, 23-23
SUS Nyborg-målscorere (Mål/skud)
Chris Petersen (8/11), Kristian Nederby (4/4),
Martin Mauer (3/4), Anton Bonde (3/6),
Hans Pedersen (3/8), Niels Hansen (1/1),
Magnus Kristensen (1/2), Joachim Krüger (0/0),
Christoffer Godskesen (0/0) og Søren Toft (0/0)

Vinterferien er ovre, og søndag eftermiddag skulle herrerne på en svær opgave på udebane mod Tommerup HK, som har skabt gode resultater på hjemmebane trods en placering nederst i rækken. Herrerne har i denne sæson haft det svært mod de nedre hold i rækken, imens det er gået en del bedre mod topholdene. Derfor var det da også med en vis nervøsitet at holdet gik på banen i den iskolde hal.

Fra kampens start fik vi hurtigt teten, men uden at skabe et hul til det hårdtarbejdende hjemmehold. Det lykkedes kun hjemmeholdet at lave et mål på ti minutter bag vores solide forsvar, og derfor fik vi skabt et lidt større hul ved stillingen 8-12. Den stilling blev yderligere øget til pausestillingen 11-16, og det lignede derfor en formsag.

I de første ti minutter af anden halvleg blev føringen yderligere udbygget til seks mål, men så gik den berømte klap helt ned. Sejrskursen blev satte Fyrtårnet os helt ud af kurs, og hjemmeholdet fik ædt sig stille og roligt tilbage i opgøret. Tekniske fejl, brændte chancer og en god defensiv hos hjemmeholdet gjorde at vi kun lykkedes at score tre mål i kampens sidste 20 minutter. Det sidste blev sat ind med små to minutter igen til stillingen 23-21, og så var der igen en overbevisning om at hente begge point. Med 10 sekunder igen udlignede Tommerup for første gang i kampen til 23-23, og med et sekund igen blev Hans nedlagt bagfra. Dommerne voterede længe om et eventuelt rødt kort og straffekast, men det blev ved en 2 minutters udvisning og frikast. Det frikast gik i muren, og derfor måtte vi skuffende nøjedes med det ene point i en kamp hvor vi var i fuld kontrol, og dermed lukkede vi helt unødvendigt Kerteminde og Søndersø ind i kampen om den direkte oprykning igen.

Cheftræner Kristian Klitgaard var da også meget skuffet efter kampen, men valgte også hurtigt at se fremad.

“Et meget unødvendigt pointtab efter 40 minutter, hvor vi sidder fuldstændig på kampen. Vi får rigtig svært ved at lave mål de sidste 20 minutter af kampen. Vi brænder en del, men jeg må også tage et ansvar som træner, og sige at jeg heller ikke er skarp nok de sidste 20 minutter af kampen. Men nu er det lige til – vi SKAL vinde de sidste 5 kampe, hvis vi skal slutte på førstepladsen, så nu må vi ALLE steppe en tand op, og ikke tage for let på nogen af de sidste kampe.”

Næste opgave for herrerne er som tidligere skrevet også på udebane. Her gæster vi Faaborg ØH 2 tirsdag den 28. februar klokken 20:15. En spændende kamp, som på paireret kan blive den sværeste af de resterende kampe, an på hvilket hold de stiller op med.

Hans Pedersen var ikke gode venner med træværket i det vestfynske fyrtårn. Flere gange ramte hans tordenarm træværket.