Damerne slog hårdt kæmpende bundhold i det jyske

Ribe HK kæmpede for livet i rækken, mens damerne kæmpede for æren og placeringen i rækken. Det var nok til at fighte en to-måls sejr hjem til Fyn.

2. DIVISION DAMER, PULJE 2
(13) 20 – 22 (12)
Kampens gang (Hvert 5. minut)
3-1, 5-4, 6-6, 8-9, 11-10, (13-12)
14-13, 15-14, 17-15, 18-18, 19-18, 20-22
SUS Nyborg-målscorere
Sofia Matthiesen 7, Ida Lardy 4,
Nicoline Hylleberg 3, Sofie Nyholm 3,
Helle Nørgaard 1, Stine Bjørn 1,
Katrine Pedersen 1 og Carolina Mathiesen 1

Damerne skulle torsdag aften forsøge at gøre livet i rækken for Ribe HK endnu mere surt, men det skulle vise sig ikke at blive lige så let som i det første opgør mellem de to hold.

Om det var for at trække en masse støtte til Ribes damer skal være usagt, men kampen skulle spilles lige efter Ribe Esbjergs ligaherrer der tog imod SønderjyskE, hvilket kunne have trukket en masse folk til. Desværre for Ribes damer, så blev hallen hurtigt tømt efter ligakampen, og så stod der en nærmest mennesketom hal tilbage til damekampen.

Det trykkede dog ikke Ribe som kom bedst fra start og bragte sig hurtigt foran med et par stykker. Det blev dog ikke til en større føring, og derfor fulgtes de to hold ad det meste af halvlegen, hvor spillet ikke rigtigt flød for damerne mod et stærkt kæmpende Ribe-mandskab. Bagud 13-12 ved pausen så øjnede jyderne livsvigtige point i bunden af rækken, hvilket kun gjorde anden halvleg endnu sværere at skulle ind til.

Der skulle da også gå tyve minutter før damerne igen fik kontakt med jyderne ved stillingen 18-18, og så ventede der en spændende afslutning. Den tætte kamp fortsatte indtil de allersidste sekunder. Med et minut af kampen var stillingen 20-20, og efter et flot mål af Ida Lardy med 40 sekunder igen, så fik Ribe HK muligheden for at sikre sig et vigtigt point. De forsøgte sig med 7 mod 6, og kom også til en helt fri chance til venstre fløjen. Uheldigvis for hjemmeholdet blev chancen misbrugt. Et helbanepres blev sat ind, hvilket gav Sofie Nyholm en helt fri chance i højre side. Der blev ikke rystet på hænderne, og derfor sendte hun sikkert bolden ind bagved Ribes keeper, og så kunne jublen bryde løs efter to nye point blev sat ind på kontoen. Dermed cementerede damerne deres syvendeplads, og fastholdte et spinkelt håb om en sjetteplads.

Næste opgave for damerne bliver af en helt anden størrelse når rækkens klare tophold fra Fredericia HK gæster Ullerslev Kultur- & Idrætscenter på søndag klokken 15:00.

Der var stor jubel da de to point blev sikret.