Ærgerligt nederlag i intenst lokalopgør

Kampen kort: 1-3, 4-4, 5-7, 6-9, 10-12, 14-14, (14-16), 14-17, 19-17, 22-19, 25-22, 26-24, 29-26
Målscorere: Casper Grønnegaard 9, Lasse Mikkelsen 8, Lasse Kok Hansen 3, Joachim Krüger 2, Niels Hansen 2, Magnus Kristensen 1 og Kristian Berth 1

Det var på forhånd en kamp hvor vi havde sat et kæmpe kryds ud for da sæsonprogrammet blev offentliggjort. En udekamp i Kerteminde er altid en kamp hvor der er larm, drama, og hvad der ellers hører til et lokalopgør. For første gang nogensinde skulle de to klubbers førstehold i dyst mod hinanden siden SUS Nyborg i 2012 blev en realitet.

På forhånd var Kerteminde favoritter, da de ligger i den sjove ende, mens vi kæmper hårdt i den kedelige ende. Alle ved dog at der kan ske alt i et lokalopgør, og derfor var vi klar fra start i en godt besøgt Kerteminde Idrætscenter.

At det var et vigtigt lokalopgør viste sig hurtigt, da Kerteminde blev præsenteret for en udvisning allerede i kampens tredje minut. Efter en tæt start fik vi skabt et lille hul efter et kvarters spil da Niels Hansen gjorde det til 9-6. Et godt sammensat forsvar som fik rigtigt godt fat i Kertemindes klart største profil i Jacob Fladegaard, gjorde at hjemmeholdet havde det svært på trods af stor opbakning. Desværre fik hjemmeholdet igen fat i kampen, og med tre minutter tilbage af første halvleg var Kerteminde i front med 14-13. Kampens helt store profil Casper Grønnegaard sluttede dog halvlegen af på flotteste vis, da han med sit 6. og 7. mål i første halvleg var medvirkende til at vi kunne gå til pause foran 16-14.

Anden halvleg første scoring satte Lasse Kok Hansen ind til 17-14 efter tre minutters spil, men derefter ramte vi en elendig periode. Der skulle gå seks minutter før Casper Grønnegaard satte vores næste mål ind, og i mellemtiden havde hjemmeholdet nettet hele fem gange, og var dermed foran igen. Vi fik aldrig kontakt med Kerteminde igen trods stærk fight. Gennem det meste af anden halvleg var vi nede med tre mål, og med seks minutter igen lignede det game over ved stillingen 25-21. Vi fik dog via et par tekniske fejl og en udvisning til hjemmeholdet mulighed for at komme på minus en med små to minutter igen ved stillingen 27-25. Desværre blev en stor misforståelse i kontrabølgen opsnappet af hjemmeholdet, som derefter kunne lukke kampen.

Cheftræner Anders Bo Petersen var ærgerlig over nederlaget, men roste drengene for indsatsen og er stadigvæk fortrøstningsfuld for sæsonen trods placeringen i bunden af rækken.

“Vi spiller en rigtig god kamp, hvor det er de små marginaler som afgør kampen. Da vi har mulighed for at spille os foran med 4, så brænder vi nogen stykker og smider et par bolde væk. Vores forsvar står rigtig godt i dag, og vi har styr på dem langt hen af vejen. Jeg er meget fortrøstningsfuld, og jeg syntes at vi bliver bedre og bedre for hver kamp vi spiller. Nu er det anden weekend i træk hvor jeg føler vi kunne have vundet, og det er to af topholdene vi har mødt. Så der skal nok ligge point klar til os, hvis vi forsætter den her kurve.”

Anders Bo Petersen, cheftræner SUS Nyborg

Næste chance for at tage de point som Anders Bo omtaler er på lørdag den 4. december, når TPI Odense gæster Ullerslev Kultur- & Idrætscenter. Den kamp fløjtes op klokken 15.00, og der er som altid gratis adgang til kampen. TPI Odense har i de første otte kampe skrabet fem point sammen, og der venter derfor et meget vigtigt opgør, hvis vi skal væk fra de kedelige pladser i bunden af rækken.