Trænertemaet fortsætter i næste sæson

Elitesamarbejdet mellem SUS Håndbold og Nyborg GIF glæder sig over, at der netop er indgået aftale med det nuværende trænerteam, Mads Rydal og John Mortensen, om at fortsætte deres dygtige arbejde med de erfarne spillere og de mange unge talenter, som udgør truppen hos SUS Nyborg.
Cheftræner Mads Rydal (27 år) stod sammen med Nyborg-legenden John Mortensen (53 år) i to år i spidsen for holdfællesskabet SUS Nyborgs U18 drenge, og førte holdet helt til tops med deltagelsen i finaleslutspillet om DM-medaljerne.
Dette arbejde med de talentfulde unge spillere fører de nu videre på seniorplan, hvor spillerne nu bidrager flot på både 2. og 3. divisionsmandskabet i indeværende sæson.
– Vi er derfor rigtig tilfredse med, at vi allerede nu har på plads, at Mads og John fortsætter som trænere også i sæsonen 2019/2020, understreger Mikkel Jensen fra SUS Nyborgs eliteudvalg.

Mads Rydal og John Mortensen (nedenfor) fortsætter også i den kommende sæson som trænerteam for SUS Nyborgs herrer.