Klubmand takker af: Joakim Rydal sætter skoene på hylden

Ud af Joakims 26 leveår har han tilbragt 20 af dem i en SUS- eller en SUS Nyborg-trøje.
Han har været med fra SUS Nyborgs start i 2012, men nu er det slut. Joakim sætter skoene på hylden, da et nyt job har umuliggjort håndbold på eliteplan.

Det er med stor ærgrelse, men også forståelse at klubmanden Joakim Rydal må forlade klubben, da han har fået job i København, som ikke gør det muligt at fortsætte med at spille håndbold på eliteplan. Joakim har kun haft et par års afbræk til GOG, imens at han gik på efterskole på Oure. Joakim har gennem sin karriere spillet 14 U-landskampe, hvor han blandt andet har spillet sammen Simon Hald, Niclas Kirkeløkke og Lasse Andersson. I sine U-landskampe har han blandt andet også spillet mod Sander Sagosen.

Det er derfor en stor profil både på og udenfor banen, som vi desværre må undvære i fremtiden.

Vi har taget en snak med Joakim, som ikke har taget beslutningen af lyst, men af nød.

Efter 20 år i SUS / SUS Nyborg, hvordan er det så at takke af? 

Det er meget specielt for mig, da jeg stort set altid har haft min dagligdag i en håndboldhal. Jeg har nydt ethvert øjeblik med håndbold, så jeg kan heldigvist se tilbage på nogle skønne håndboldoplevelser som spiller. 

Hvad er det du skal lave nu, som har betydet du har måtte vælge håndbolden fra?

Jeg blev færdiguddannet jurist her i juni, og skal nu starte som advokatfuldmægtig den 1. september på et advokatkontor i København. Et nyt kapitel i mit liv som jeg ser enormt meget frem til.

Hvilke overvejelser har du haft i forhold til at tage beslutningen?

Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville fortsætte med håndbolden, hvis jeg kunne få det til at hænge sammen tidsmæssigt. Tid har derfor været den afgørende faktor. Samtidig ønsker jeg også at gå 100% ind i det, jeg er en del af, men det vil desværre ikke være muligt ud fra min situation. Jeg ønsker ikke at byde mine holdkammerater 20-30% af mig, og det er i sidste ende det der har afgjort beslutningen. 

Hvad kommer du allermest til at savne ved SUS Nyborg? 

Mine holdkammerater – uden tvivl. Jeg synes, at der er et fantastisk sammenhold spillerne imellem, hvilket også har gjort beslutningen sværere. Derudover er det da også klart, at jeg kommer til at savne at slå ungt hold i fodbold til opvarmning. 

Er det et endeligt farvel til håndbolden på eliteplan?

Det vil jeg mene, ja. Medmindre der skulle blive et nyt tidssystem med flere timer i døgnet, så vil jeg da klart overveje om skoene skal snøres igen. 

Du blev Årets SUS’er i sidste sæson for dit store arbejde i moderklubben SUS Håndbold. Fortsætter du dit store engagement? 

I det omfang det er muligt, vil jeg mere end gerne hjælpe til. Foreningsarbejde betyder meget for mig, og de ting man kan opnå i et frivilligt fællesskab er uundværlige. Så fordi jeg ikke er lige så aktiv på banen mere, vil jeg fortsat hjælpe til udenfor banen i det omfang, at det er muligt. 

Kommer vi stadigvæk til at se dig i hallen til 1. divisionskampene i den nye sæson?

Selvfølgelig ses vi i hallen! Jeg glæder mig til at komme i hallen og støtte drengene, når den nye sæson går i gang. 

Skal du stadigvæk spille håndbold?

Nu må vi se. Som tidligere nævnt er tiden afgørende. Hvis jeg kan finde tiden til at spille lidt bold en gang i mellem, så vil jeg mere end gerne det. For mit vedkommende er det nu en gang sjovere at motionere med en bold fremfor en tur på landevejen. 

Vi ønsker Joakim alt mulig held og lykke med hans nye job, og vi takker ham for mange års tro tjeneste både på og udenfor banen.

Joakim Rydal i et af hans utallige gennembrud i SUS Nyborg-trøjen. Nu er det desværre slut, da Joakim har fået job i København. Foto: Peter Johanson